Ledige stillinger

Ledige job bliver altid slået op på Jobnet, Facebook og her på hjemmesiden. Bogopsætterstillinger bliver kun slået op på hjemmesiden.

Praktisk og kreativ børnekulturformidler med fokus daginstitutioner (barselsvikariat)

Icon Description

Brænder du for biblioteker, læsning og kulturformidling til børn og deres voksne? Er du kreativ og elsker at udvikle legende udstillinger til børn og deres familier? Har du erfaring med litteratur og formidling til børn og drømmer du om et job, med varierede opgaver, hvor to dage sjældent er ens, og hvor daglig drift og udvikling går hånd i hånd? 

Pr. 15. maj ellers snarest derefter søger Hillerød Bibliotekerne en børnekulturformidler med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 32 timer. Stillingen er et barselsvikariat året ud med mulighed for forlængelse. 
Du bliver en del af fagteam Børn og Familie, som varetager drift og udvikling af børnebibliotekets opgaver. Vi er fælles om en stærk faglighed og lysten til at gøre en forskel og har fokus på at styrke børns læseglæde, sprogstimulering, nysgerrighed og kreativitet. Hillerød bibliotek arbejder også med bæredygtighed og frivillige, der tænkes ind i alle bibliotekets opgaver.

Vi drømmer om at ansætte en nytænkende og alsidig kollega, der kan indgå i små og store drifts- og udviklingsopgaver. Du kan begejstres og begejstre og er særdeles god til at sætte dig selv i spil og få ting til at ske både i og uden for huset til glæde for samarbejdspartnere, kolleger og frem for alt Hillerøds børn. Dine arbejdsområder vil primært fokusere på vuggestue- og børnehavebørn, hvor dit engagement i børns sprog og læseoplevelser skaber kreative og dialogiske tilbud til Hillerøds børn. Det er også vigtigt for os, at du deltager aktivt i bibliotekets hverdag og sætter en ære i, at børnebiblioteket altid fremstår indbydende og inspirerende. 

Dine opgaver:

  • Indgå i Fagteam Børn og Familie med løbende drifts- og udviklingsopgaver i samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere. 
  • Udvikle og afvikle forløb for dagtilbud med mere med særligt fokus på læselyst og sprogstimulering. 
  • Være kontaktperson på Sprogsporet og Læsesporet og sætte læsefællesskabende aktiviteter derfra i spil på biblioteket og ude i daginstitutionerne.
  • Indgå i hverdagens biblioteksbetjening med ca. 2 ugentlige vagter inkl. lukkevagt samt fredags/lørdagsvagt hver 4. uge.
  • Deltage i vores udstillingsgruppe, der laver de mest fantastiske interaktive udstillinger og Fortællehuse.
  • Arbejde med børnebibliotekets Sprogkufferter.

 

Om dig:

Vi lægger vægt på følgende faglige og personlige kompetencer og kvalifikationer: 

  • Har stor interesse for børnelitteratur og børns læsning. Du bidrager med gode idéer og erfaring med at understøtte børns læseglæde.
  • Er vild med at indtage værtsrollen og har en pædagogisk tilgang til at være sammen med børn i store grupper
  • Arbejder struktureret, selvstændigt og har overblik, men samtidigt blik for detaljen.
  • Er praktisk, kreativ og nytænkende og sprudler af lyst til at formidle litteratur i forskellige udstillingsuniverser.
  • Er en stærk teamplayer, som er fuld af energi, er fleksibel i forhold til arbejdstider og –opgaver. 
  • Er god til at skabe et niveau for opgaveløsningen, der passer til den aktuelle situation/opgave. 
  • Har en relevant videregående uddannelse med fokus på formidling til børn.
  • Har en vindende personlighed og kan begejstre børn, kolleger og samarbejdspartnere. 

Om Hillerød Bibliotekerne

På Hillerød Bibliotekerne bliver du en del af en velfungerende og mangfoldig personalegruppe på ca. 36 ansatte på en arbejdsplads med et godt arbejdsklima og højt til loftet. Vi er et aktivt hus med mange aktiviteter og arrangementer for børn, voksne og ældre og ca. 350.000 besøgende om året. Vi lægger vægt på service, samarbejde og udvikling og er ikke bange for at gå nye veje. På Hillerød Bibliotekerne arbejder vi ud fra værtsskabstanken og ser gæsterne og borgerne i Hillerød som vores største aktiv.  Vi forventer, at du kan spejle dig i disse værdier. Derudover arbejder vi med fleksibel arbejdstid og 4-dages arbejdsuge hver anden uge.

Yderligere information

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte børnebibliotekar/børnekulturformidler Sofie Funder Allerman sofal@hillerod.dk, tlf. 72325800 eller børnebibliotekar og TR Pia Margrethe Nyberg, pnyb@hillerod.dk, tlf. 72325853.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning inklusive CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via Hillerød Kommunes jobportal. Ansøgningsfristen er 27. april. Samtaler afholdes 5. maj og evt. 2. samtalerunde afholdes 7. maj.

Løn aftales efter gældende overenskomst og forhandling med den faglige organisation på dit område. I forbindelse med ansættelsen indhentes børne- og straffeattest. OBS: alle kandidater modtager svar, når rekrutteringsprocessen er færdig.

Søg stillingen gennem Hillerød Kommunes Jobportal.

Frivillige til Hillerød Biblioteks IT-Café søges

Icon Description

Har du lyst til at hjælpe og vejlede folk, der har lidt svært ved at bruge deres smartphone, tablet eller bærbare pc? Så vil Hillerød Bibliotek gerne høre fra dig.

Vi mangler tre-fire frivillige til vores IT-Café. Caféen er et sted, hvor alle kan komme lige fra gaden og få gratis hjælp, råd og vejledning til alskens IT-spørgsmål. Pt. er der mange spørgsmål om opsætning og brug af MitID, men overordnet er de fleste spørgsmål om funktioner og anvendelse af smartphones og tablets generelt.

Caféen har åbent hver tirsdag fra kl. 15 – 17 i perioden: februar-maj og september-november. IT-Caféens frivillige består af to hold, der mødes hhv. lige og ulige uger. Det nuværende team består af tre IT-frivillige.

Opgaven er ulønnet, men der er garanti for, at din hjælp vil blive påskønnet og værdsat af IT-Caféens gæster. Op til jul afholder biblioteket en lille juleafslutning med alle IT-Caféens frivillige, hvor I vil få overrakt en lille julegave som tak for indsatsen.

Hvis du har lyst til at være frivillig i Hillerød Biblioteks IT-Café , så send lidt tekst om dig selv til bibliotekar Jakob Poulsen: jpou@hillerod.dk. Vi afholder løbende samtaler.

Bogopsættere

Hvis du er fyldt 15 og er under 18 år, og ønsker at blive bogopsætter, skal du holde øje med denne side.

Som bogopsætter skal du have god fornemmelse for alfabetet og for decimaltal og kunne holde tungen lige i munden, når du navigerer i bibliotekets mange opstillinger og regler for, hvordan materialerne skal stå. Til gengæld får du et fritidsjob i hyggelige omgivelser med søde kolleger både blandt de andre bogopsættere og bibliotekets øvrige personale.

Som bogopsætter skal du have god fornemmelse for alfabetet og for decimaltal og kunne holde tungen lige i munden, når du navigerer i bibliotekets mange opstillinger og regler for, hvordan materialerne skal stå. Til gengæld får du et fritidsjob i hyggelige omgivelser med søde kolleger både blandt de andre bogopsættere og bibliotekets øvrige personale.

Ledige stillinger vil blive slået op her på siden.