Skraldeindsamling: Gør dit lokalområde grønnere
Vil du starte din egen lokale skraldeindsamling? Så har du nu mulighed for at låne udstyr og deltage i forskellige spændende arrangementer
Af Simon Schultz van Engeland

Vi har i Danmarks Naturfredningsforening, Hillerød nu i over 2 år indsamlet skrald hver den første tirsdag i måneden. Vi har i alt indsamlet over 6.300 kg – bare i år er det på de to første ture blevet til 410 kg. Hver den første tirsdag i måneden mødes 15 - 20 ildsjæle kl.10 på P pladsen ved Teglgårdssøen og indsamler henkastet affald i små 2 timer, hvorefter vi hygger med frokost eller varme drikke og kager.
Du er meget velkommen til at deltage, men hvis du ikke kan på disse formiddage, er der også mulighed for at etablere dit eget affaldsteam i dit lokalområde, og herefter indsamle, når det passer ind i din hverdag. Udstyr kan lånes på ubestemt tid på Hillerød Bibliotek sammen med en introduktion til indsamling og bortskaffelse af affaldet.
Vi ser frem til at dit engagement, og ud over at gøre naturen en tjeneste, vil du også blive inviteret til forskellige arrangementer samt deltage i lodtrækning om sponsorgaver.
Som noget nyt i 2025 er vores aktivitet blevet anerkendt af Hillerøds lokale virksomheder, som via sponsorater enten bidrager med en frokost på Cafe Kaiser eller med gaver til udlodning mellem de aktive deltagere. Det varmer, at vores arbejde ses, og motiverer til at gøre endnu mere.
Vi har derfor startet et nyt initiativ, hvor du kan starte din egen affaldsindsamling lokalt, da vi har erfaret, at flere ikke kan deltage på vores formiddage eller på de andre dage vi har forsøgt os med. Foreløbig er 3 teams etableret i Amorbuen, Slotsgade og Kongens Vænge.
Hvis du har interesse, kan du låne udstyr ved enten at kontakte Naja Bjørn Skou, Hillerød Bibliotek på nbs@hillerod.dk eller Thomas Beck, Danmarks Naturfredningsforening - Hillerød på tbeck.newdirections@gmail.com
Kittet udlånes på ubestemt tid og består af en indsamlingspose med en hapser, gul vest, vægt og ekstra indsamlingsposer. Desuden vedlægges introduktion til indsamling og bortskaffelse af det indsamlede affald.